US Precision Bombing in Iraq and Afghanistan. Killing Civilians, Carefully.

CNN’s korrespondent ved det Hvide Hus, Ed Henry, har for nyligt iagttaget USA’s præsident , som "gik i Jesu fodspor ved Galilæas Sø" (CNN International, 17 januar, 2008 [WIB])./

Washington Post rapporterer, at, mens præsidenten gik i Jesu fodspor, var amerikanske soldater under hans kontrol i gang med at smide bomber over Irak og Afghanistan med stigende intensitet (Josh White, "U.S. Boosts Its Use of Airstrikes In Iraq," Washington Post, torsdag d. 17Januar, 2008)./

Der er en tilbagvenden til de efter-Vietnam-taktikker, som fungerede så godt for Washington, hvor man erstattede USA’s soldaterdøde med USA’s bombedrab. Sådan kunne man mindske den politiske skade i USA’ved at øge de fysiske skader dér hvor man nedkaster bomber./

(Washington Post citerer her professoren for sikkerhedsstudier ved Georgetown University, Colin Kahl, som har besøgt USA’s bombestyrker, for en bemærkning om at så snart USA’s militÊæstyrker begynder at trække sig, ser man ¯øgede angreb fra bombefly)/

Washington Post, som refererer den amerikanske luftvåbensgeneral Gary L. North, rapporterer, at USA’s militærstyrker er i gang med " præcisionsbombardementer" og dertil bruger 250-punds GBU-39 mindrediameter bomber for at gøre sprængninger "mere sikre for civile"./

Mht. præcisionsbomninger citerer man Marc Garlasco, en militæranalytiker ved Human Rights Watch: " Det, som bekymrer mig mest ved hvad der sker i Irak er befolkningstætheden…der er stor mulighed for meget store civile ofre, så man behøver superpræcise efterretninger’ om hvad man skal ramme. Men jeg tror ikke, at de nødvendigvis er uagtsomme."/

Hvis man går ind for den slags logik og for eksempel vil påstå, at irakiske oprørsstyrker ikke er uagtsomme, skulle det vÊre acceptabelt, efter menneskeretslige normer, at de bombarderede det Hvide Hus, for så vidt de var i besiddelse af de nødvendige "superpræcie efterretninger" om hvor Præsident Bush sad, og så brugte en 250-punds bombe, som "gør spræningen mere sikker for civile"./

Man kan så bare håbe på, at en tjener lige i dette øjeblik ikke var i gang med at servere Bush kaffe, eller at han ikke havde niecer på besøg, eller ulveunger, eller evt. en af disse menneskerettighedsfunktionærer som nu står til rådighed for general Petraeus, eller som retfÊædiggør princippet om at bombardere lande, som er ofre for ulovlige angreb (ifølge f.eks. det britiske udenrigsministeriets tidligere juridiske rågiver, som trådte tilbage fordi"en ulovlig brug af tvang eti sådant omfang er lige med en forbryderisk aggression") så længe en af bombernes sider har ordet "præcision" nalet på siden (mere om den britiske jurist i"The legality of war," af Steven Marks, Letters, The Economist, den 5. januar, 2008)./

Hele teorien om præcisionsbombardementer er at indsnævre drabsradiusen så at det stykke metal man lader falde fra himlen (eller slynger ud fra et rør eller et skib på afstand) skal opføre sig som en snigmorders kugle./

Teoretisk kunne det, i mikroforstand. nogle gange skåne nogle civile (dvs. i forhold til at blive ramt af en større bombe, men ikke i forhold til ikke at blive bombarderet overhovedet). Men både teoretisk og praktisk er det i makroforstand sandsynligt, at de civile dødsofre tal forøges, for ved hjemme i USA at legitimere enhver nedkastning af bomber, øger man muligheden for, at der bliver endnu flere af disse ofre. Selv de mest ivrige præcisionsbombepiloter erkender, at deres 250-punds bomber undertiden rammer civile./

Faktisk citerer Washington Post FN’s bistandsmission for Irak for at skønne "at der har været mere end 200 civile ofre efter USA’s luftangreb i Irak fra begyndelsen af april til årets udgnag, da amerikanske styrker begyndte betydeligt at øge angrebene for at koordinere dem med forøgelsen af tropper på landjorden." Og ang. Afghanistan: "Menneskerettighedsorganisationer skønner, at afghanske civile ofre for luftangreb blev tredoblet til mere end 300 i 2007, hvad der nærer frygten, for at den slags aggressive bombardementer kan blive katastrofale for uskyldige civile."/

Disse bange anelser voksede ikke mindst hos den af USA og FN indsatte afghanske præsident, Hamid Karzai, som har klaget flere gange over, dog – typisk for et sponsor-klientstats forhold – ikke så kraftigt, at hans amerikanske sponsorer kunne tager hans udtalelser alvorligt nok til at nedskære hans budget eller simpelthen erstatte ham./

Ang. Irak, skriver Washington Post, USA strategi "kræver, at koalitionstropper rydder fjendtlige områder og så genopbygger dem" – da de er umuligt selv for Bush af Galilæa at genoplive mere end 200 døde./

by Allan Nairn, News and Comment, http://www.newsc.blogspot.com

Email Me

Præsidentvalget i USA er allerede forbi. Mord og uundgåelig død er vinderne.

USA’s presse rapporterer, at det amerikanske politiske system på torsdag vil begynde på proceduren for at vælge de Forenede Staters nye Præsident.

Men det er ikke sandt.

Proceduren er mere eller mindre færdig, idet vi allerede ved, at den næste præsident højst sandsynligt bliver én af elleve rige mennesker, som alle sammen har holdninger, der, hvis de gennemføres, bliver årsag til drabet på måske elleve millioner fattige.

De sandsynlige kandidater – Bloomberg, Clinton, Edwards, Giuliani, Gore,
Huckabee, McCain, Obama, Rice, Romney, og Thompson – er forskellige på mange måder, herunder en mindre forskellighed i deres optælling af dræbte og om de tidligere i deres liv har været med til bedre at muliggøre våbenforbrydelser i USA (Bloomberg, Huckabee, og Romney er måske mindre ansvarlige herfor, da de endnu ikke har været ansvarlige på nationalt plan).

Men alle sammen er imod en retfærdig håndhævelse af mordlovene, og alle er også imod at skifte den nuværende rigdom ud for at afværge alle undgåelige dødsfald.

At prøve at gøre lignende burde ikke være kontroversielle mål. De fleste anstændige menneske ville støtte dem. Selv de amerikanske magthavere støtter dem – dog kun på papiret eller ”principielt”.

Hvad angår mord, sagde Præsident Bush til FN den 10 november 2001: ”Vi skal
forenes i vores modstand mod alle terrorister, ikke kun mod nogle af dem … Ingen national ambition, ingen erindring af uretfærdigheder, kan retfærdiggøre mord af uskyldige… De, som allierer sig med terrorismen er lige så skyldige, og derfor lige så ansvarlige overfor retten.”

Men mens Bush talte, var der blandt tilskuerne, og en del af den amerikanske
delegation, en vis Elliott Abrams, som var og er en af Bushs mest vigtige rådgiver i politikken vedrørende Israel/Palæstina, og som, i 1980erne, drev USA’s støtte til terrordrab af civile i Guatemala, El Salvador, Honduras, og Nicaragua (hvor, ifølge den amerikanske general, John Galvin, man angreb ”bløde mål”, som bondekooperativer).

Alligevel endte Bush ikke sin tale med at bede FNs sikkerhedsråd, om at sætte lænker på Hr. Abrams.

Og præsidenten besøgte ikke New York politiets Midtown South afdeling for – i sin tale i samme øjeblik at vende sig imod – bombardementet af afghanske landsbyer, bevæbning, uddannelse og finansiering af regimer, der i en halv snes af USA’s allierede lande praktiserer drab på uskyldige.

Og det er sikkert at ingen af de mulige fremtidige præsidenter af USA ville ændre på dette.

Email Me